Revninge Kirke

Revninge Kirke

Revninge kirke ligger ud til landevejen bag det gamle hospital i sognet. Selve kirkebygningen består af et kor og et skib i romansk stil, som dog begge er ombygget i sengotisk tid.

Den tidligste kirke ser man kun rester af, nemlig som skibets sydmur, bygget af rå kampesten. Ved ombygningen af kirken i den sengotiske tid benyttede man munkesten, og af disse udvidede man dels koret, og dels forlængede man skibet mod vest. Desuden blev der indsat hvælvinger i kirkerummet. Først senere opførte man vesttårnet med blændingsgavle i både nord og syd.

I midten af 1800-tallet blev tårnet hovedrepareret, og man indskrev årstallet for denne reparaton på tårnets vestside. Indskriften bærer årstallet 1845 samt forbogstaverne C G v A L R. Sidstnævnte står for kirkens ejer, nemlig Christian Greve von Ahlefeldt Laurvig Rixingen (Langeland). I tårnets vestmur er indmuret en lille romansk gravsten med et kors.

Det formodes, at våbenhuset først blev bygget til efter hovedreparationen af tårnet i 1800-tallet. Inde i våbenhuset står en romansk gravsten med et ophøjet kors. Til venstre for døren står en figursten over Christoffer Ulfeldt og hans hustru Margrethe Daa, opsat af deres søn Palle Ulfeldt (1556).

I 1946 blev der gjort et fund på kirkegården. Det drejer sig om et lille forgyldt vedhæng i bronze med et kristushoved. Denne smykketype kendes fra korsfaretiden (1050-1250). Smykket er monteret med et øsken og kæde og hænger "på hovedet", når det betragtes forfra. Meningen var, at bæreren, når han eller hun havde sagt eller gjort noget forkert, kunne få syndsforladelse ved at løfte amuletten og se på Kristi ansigt.

Alterbilledet med farvede relieffer i fransk kalksten er fra 1951 og udført af billedhugger Gunnar Hansen. Se i øvrigt nærmere beskrivelse her. Et gammelt alterbillede hænger nu i kirkens nordside. Det er en kopi af Rafael forestillende Jomfru Maria med Jesusbarnet.

Prædikestolen er antagelig fra 1860'erne. Figurerne stammer muligvis fra den gamle altertavle. Da biskop Jacob Madsen visiterede kirken tredje juledag 1589 skriver han om den gotiske altertavle, at det var "En Skarns Taffel medt Trefoldighets Malinge. Her Lauris (præsten) loffuet at skulle gøris en met Katekismens Ord paa". I øvrigt får præsten det skudsmål, at han: "..prædiker godt, sterk Røst", samt at "..Han sagde det samme i Rynckeby Kerke".

Døbefonten er et pragtfuldt romansk arbejde i granit med franske liljer, en løve og spiral-ornamenter. Foden har bueblændinger som fonten i Kerteminde Valgmenighedskirke.

Brudetæppet er vævet af Helle Baslund og skænket til kirken af Else Markvardsen, enke efter tidligere sognepræst Alfred Markvadsen; begge barnefødte i sognet. Else Markvardsen voksede op som barn af smeden på Lundsgård.