Høst og auktion

Høstgudstjeneste med efterfølgende auktion

Søndag den 20. september kl. 14.30 i Rynkeby Kirke

Vi afholder atter høstgudstjeneste i Rynkeby Kirke. En dejlig mulighed for at takke for alt, hvad vi har fået af afgrøder i den forgangne sommer. Vi starter i kirken, men vil prøve noget nyt i år. For efter høstgudstjenesten går vi nemlig over i Rynkeby Forsamlingshus, hvor vi holder en auktion! En auktion der støtter et godt formål.

Alle må hjertens gerne medbringe og donere alverdens høst-produkter, I kan undvære derhjemme. Det kan være alt fra bær, frugt eller grøntsager fra haven til hjemmelavet marmelade, honning samt håndarbejde osv. Alt du kan have lyst til at donere til et godt formål.

Til auktionen sælges ét produkt ad gangen til den, der byder højest.

Alle penge, I giver for produkterne, doneres til julehjælp lokalt i Rynkeby-Revninge sogne. Julehjælp er en støtte, som kan søges af alle, der har svært ved at få det hele til at løbe rundt i december måned med julens mange udgifter. Mere om hvordan man søger julehjælp i næste kirkeblad.

Arrangementet er gratis og uden tilmelding. Man vil kunne købe kaffe og kage i forsamlingshuset.