- om Sankthans, midsommer og svenskerne

Sankthans er ikke kun er en folkefest med bål og brand, men også en gammel kirkelig tradition til minde om Johannes Døberen, Jesu fætter, som ifølge Lukasevangeliet blev født et halvt år før Jesus.  Højtiden sankthans er det fordanskede helgennavn for Johannes Døberen, hvis fødselsdag man har fastsat til den 24. juni - et halvt år før Jesu fødsel. I nordisk tradition fejres højtider ofte aftenen før helligdagen, og derfor fejres sankthansaften den 23. juni, ligesom vi kender det fra juleaften. Mens festen for Jesu fødsel falder omkring vintersolhverv, så falder altså festen for Johannes omkring sommersolhverv - midsommer.

Placeringen af de to fester fortæller os noget om, hvordan kristendommen i sin tid har forbundet sig med den almindelige kultur på det sted, hvor den nu kom frem. I de to fester, Sankthans og Jul taler altså to forestillinger sammen: den kristne religion og en form for solreligion.

Her i Norden har man siden vikingetiden anset midsommerdagene, hvor nætterne har deres korteste varighed, for særligt hellige. I middelalderen begyndte man at indsamle urter, fordi man mente, at de omkring midsommer var ladet med en særlig kraft. Det var især sankthansurten (sedum telephium) man opfattede som hellig. Vandet mente man efter sigende også var helligt. Duggen på græsset skulle have en helbredende virkning, og de syge valfartede til de såkaldte helligkilder.

Som nordboere er danskere og svenskere enige om fejringen ved vintersolhverv. PÅ begge sider af sundet handler den om juletræer, gaver, god mad, Julemanden (eller Tomten, som han hedder på svensk) og et besøg i kirken. Men når vi i den anden ende af året fejrer sommersolhverv, så er det kun dele af maden - og et enkelt varsel, som danskere og svenskere er fælles om.

Ikke engang navnet er det samme: Svenskerne fejrer midsommer, mens vi danskere altså fejrer Sankthans.

Svenskerne holder midsommer på den fredag og lørdag, der ligger tættest på d. 21. juni, som er det astronomiske sommersolhverv. Det vil sige, at den svenske midsommer er en flytbar højtid, hvor hele Sverige endda er lukket fra fredag til søndag. Svenskerne arbejder så også 2. pinsedag, da den dag blev inddraget som fri- og helligdag for at man kunne holde fri om fredagen til midsommer. Den danske sankthansaften derimod ligger, som vi ved, den 23. juni, uanset om det er en hverdag eller en weekend, der kommer efter.

I Sverige danser man rundt om en midsommerstang eller en majstang, som er et kors lavet af træ beklædt med grønne grene og blomster, mens man i Danmark tænder et bål (nogle gange med en heks).

I vores naboland har man et væld af sanglege, som man synger og danser omkring midsommerstangen - ligesom når vi danser om juletræet ved vintersolhverv. Den mest elskede af dem alle er »Små grödarna«, hvor alle svenskere efter sigende hopper rundt, mens de dels kvækker som frøer - og dels grynter som grise. Men også »Räven raskar över isen« og »Karrusellen« skulle være klassikere om midsommerstangen.

I Danmark har vi som bekendt én sang over alle, kan man sige: Midsommervisen med tekst af Holger Drachmann. Til gengæld findes den på to melodier, den traditionelle af P.E. Lange Müller og så den mere moderne med musik af Shu-bi-dua.

Mange steder i Sverige er der ved de officielle midsommerfester også folkedansere, der optræder omkring midsommerstangen, men der er aldrig talere. Det er der til gengæld i Danmark, hvor båltalen er et fast indslag. Vi har så typisk ikke folkedans om bålet.

»Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde«, synger vi i midsommervisen, og man kunne tilføje »hvert land sine skikke at udfolde!« 

Glædelig Sankthans!

Sognepræst Andreas la Cour

Andreas la Cour, sognepræst

H. C. Andersen har skrevet et lille eventyr, som han har kaldt Sneglen og Rosenhækken. Eventyret handler om en snegl, som lever i en have under en rosenhæk. Der sidder den gerne dag ud og dag ind - år efter år og betragter haven, nøddebusken, den blomstrende rosenhæk, køerne på marken, og hvad der ellers er omkring den. Den venter og venter, alt imens rosenhækken sætter knop og udvikler smukke nye og friske roser i all verdens strålende farver. For rosenhækken foretrækker at blomstre i glæde, den kan ikke andet, siger den. Solen er så varm, og luften så forfriskende, fortæller den, og så elsker den at drikke af den klare dug og den stærke regn.

Når det bliver for kedeligt for sneglen at vente, kryber den ind i sit hus for en stund, for atter at komme ud og spytte lidt på græsset, som der står. Og så slutter fortællingen: Rosentræet blomstrede i uskyldighed, og sneglen dvaskede i sit hus. Verden kom ikke han ved. Og årene gik.

At forklare Helligåndens størrelse er ikke altid lige til - og så alligevel:

Se jer omkring i denne tid. Se, hvor smukt her er. Der er grønt - tæerne og blomsterne er sprunget ud. Det er Helligånden. Helligånden er den livsånde, der gør, at vi og naturen i perioder blomster. Gud sender sin ånd, og der skabes liv, står der i bibelen 

I min have står der i øjeblikket de flotteste tulipaner. Jeg lagde løgene i den kolde jord i efteråret og havde ikke den store tiltro til, at de ville komme op. Men jo, store flotte lyserøde, gule og orange tulipaner voksede op af blomsterbedet. Tænk, at de kunne komme der helt af sig selv ud af næsten igen ting, og så med sådanne flotte farver. Helt ligesom Rosenhækken og de blomster, som sikkert også pryder jeres haver derhjemme.

Det er ikke Helligånden, der gør, at vi kan trække vejret, men det er Helligånden, der får os til at gro, vokse og blomstre. En vækst, som sker helt af sig selv, uden at vi behøver gøre til alle fra. 

De gange, hvor livet, ligesom rosenhækken, springer ud uden forklaring, da skyldes det altså Helligånden. Og der er ingen grund til at krybe ind i sig selv for at vente på livet ligesom sneglen, for i denne tid er Helligåndens virkning tydeligere end på alle andre tidspunkter af året. Helligånden skaber liv for os hver eneste dag. Hvorfor venter på livet, når vi står midt i det!

Glædelig sommer! 

Sognepræst
Arendse Wulff-Jørgensen

Arendse Wulff-Jørgensen, sognepræst