Vi skriver stadig 2019, og det er højsommer, mens disse linier skrives. Jeg mindes et begivenhedsrigt forår på mange måder. På det større plan har haft valg til Europa-parlamentet og siden til Folketinget. God vind og medvind på cykelstierne og selverkendelse til vores folkevalgte både i Bruxelles og i København skal lyde herfra.

Her i sognene satte Anne Dorte Koefoed med flere tilbage i marts gang i først en sogneindsamling og siden en affaldsindsamling. Begge med godt udbytte på hver sin måde! Så kom påsketiden, hvor vi fra og med Skærtorsdags aften begyndte at afprøve et lidt forandret nadverritual i vore kirker. Anden påskedag ledte vi først efter Jesus i graven, og siden efter påskeæg i Præstegårdshaven. Menigheden fra Rønninge besøgte kirken den dag. I april og maj fyldes Rynkeby kirke desuden af god, men også forskellig musik. Der var landsdækkende Dronetræf og besøg af Horne Mandskor. I maj havde vi flotte og glædelige konfirmationer i begge kirker. I Revninge regnede det godt nok, men til gengæld dukkede Christian Arendt op og spillede Smukke, unge mennesker. 

Så blev det juni og Pinsetid og Pinselørdag fyldtes en bus klar til en dag i Østdanmark og i sporet på vores kongerække, prins Hamlet og Christian d. 7.’s frille. Det var en fornøjelig og lærerig dag. Så nu er vi i menighedsrådet allerede i gang med at planlægge næste års tur. Og den kommer til at stå i Genforeningens tegn: 

I 2020 er det nemlig 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Det vil vi markere i Rynkeby og Revninge sogne med en sogneudflugt i maj/juni 2020, som vil gå til det sydslevigske område. 

I anledning af jubilæet og som første optakt til det kommende års udflugt har vi inviteret forstander fra Rønshoved Højskole, Thue Kjærhus, til at komme til Rynkeby den 14. november og holde et foredrag med titlen:

Genforeningen 100 år - mit Sønderjylland før og nu.

At være hjemme et sted. Min sønderjyske hjemegn. Om tilknytning og følelse af hjemlighed i forhold til egn, sprog, land og kultur. Historisk og visionært.

Det er gratis at deltage, men tilmeld dig/jer gerne til sognepræst Andreas la Cour på tlf. 65391098 eller apd@km.dk. Så ved vi, hvor meget kaffe der skal laves. Vel mødt!

Udover ovenstående er der ganske meget andet på programmet dette efterår. Se nærmere herom inde i vores blad, hvor man blandt også kan høre om Rynkeby Lokalarkivs arbejde, hvorfra forsidebilledet til dette nr. stammer fra.

Med ønsket om en glædelig
høst- og efterårstid!

Sognepræst
Andreas la Cour

Andreas la Cour, sognepræst

I skrivende stund siger termometeret 25 grader, solen skinner og det er sommer. Men når kirkebladet udkommer vil vejret være noget helt andet. Bladene er ved at falde af træerne og blomsterne visner.

Foran mig på skrivebordet ligger en bog: Søren Kierkegaards Løse Papirer. I denne bog kan man læse nogle af de mange tekster, som Søren Kierkegaard aldrig nåede at udgive, da han døde i en forholdsvis ung alder. Han efterlod sig bl.a. nogle tekster, som omhandlede efteråret og som formentlig var påtænkt til senere at skulle udgøre en del af bogen: En Lovtale over Efteraaret. Jeg er faldet over en tekst, der hedder »Efteraaret er Farvernes Tid«. 

Først giver Kierkegaard en beskrivelse af et efterår, som vi sikkert alle kan nikke genkendende til. Det er efteråret, som må bøje sig over tilintetgørelsen, idet kulden og skyerne kommer og dræber alt det, der stod så smukt om sommeren. Det kalder Kierkegaard det vemodige, og det får os til at længes efter sommeren. Det vemodige er også, at tiden er blevet knap - dagene er blevet kortere, solen skinner på himlen i langt færre timer end tidligere.

Derefter kommer Kierkegaard med en anden og for os sikkert anderledes måde at betragte efteråret på. Han viser, hvorledes farverne karakteriserer efteråret, og pludselig fremstilles efteråret som den lyse tid.

Skyerne bevæger sig. Der er liv. Skyerne er ikke længere nogle, vi bander over og ønsker forsvinde, fordi de måske skygger for solen. Træerne står heller ikke stille, som om der ingen ånd og luft er i verden. De svajer derudad. Vi kan ligefrem høre dem. Og sidst men ikke mindst, så forsvinder træet heller ikke hen i dets utal af grønne blade. Nej, nu står træet med få grønne blade, der skriger med deres fine farve blandt de visne. Om sommeren er alt grønt, ja, selv det vi spiser, er grønt, siger Kierkegaard så humoristisk. Om efteråret lyser den grønne farve endnu stærkere. Det gør den i dens modsætning, slutter han af. I dens modsætning til de andre visne blade.

Kierkegaard har fat i noget yderst interessant og vigtigt her, synes jeg: Det skønne, det lykkelige, det lyse, det er ikke ligeså skønt, lykkeligt og lyst, hvis ikke det ses mod sin modsætning.

I efteråret er lyset stærkere, fordi det holdes oppe mod mørket. Der er mørkt om efteråret, og derfor virker lyset stærkere, når solen skinner. Vi kan med fordel forstå vores eget liv på samme måde. Hvordan ville dét se ud, hvis alt var godt, hvis alt var lykkeligt, hvis alt gik, som vi ønsker og drømmer om? Alt dette skønne ville flyde ud i hinanden, og det ville ikke på samme måde føles og opleves som glæde og lykke. For livet har også brug for sine modsætninger og kontraster. 

Medgangen føles ikke som medgang, hvis ikke vi kender til modgangen. Ting skal opleves i dets modsætning, siger Kierkegaard. Det gælder såvel lyset, som det gælder livet. 

Mon ikke han har ret?

Glædeligt efterår

Sognepræst
Arendse Wulff-Jørgensen

Arendse Wulff-Jørgensen, sognepræst